Om foreningen
Om foreningen
Danske Cirkusvenner er stiftet i 1992 under navnet Selskabets Barlys Venner.
Et af foreningens mål var at bevare den enestående samling, som var skabt af samleren, den tidligere danske stjerneartist og jonglør Ølund Barly (1917-1999). En lille lejlighed på Vesterbro i København var rammen for den enestående samling af rekvisitter, fotos, kostymer, plakater og billeder fra cirkus-, artist- og gøglerverdenen. Samlingen blev blandt andet kendt gennem Kurt Møller Madsens tv-udsendelser Cirkusklubben, som blev sendt i årene 1974-1979 og hørte til periodens mest populære tv-udsendelser.
Ølund Barly Jacobsen blev født i Nakskov. Hans far var professionel musiker og spillede bl.a. i cirkus, så Barly kom tidligt i forbindelse med artistmiljøet. Han trænede sig op til at blive en dygtig jonglør og efter 2. verdenskrig opnåede han stjernestatus med den af ham opfundne knivspids mod knivspids balanceakt. Senere kom andre ligeså forbløffende numre til.
Samlingen, der omfatter store flotte donationer også fra andre danske artister og samlere - f.eks Gulli og Erik Truxa - som vi har modtaget gennem årene, er ikke bare Nordens største, men hører til blandt de største samlinger i Europa.
Foreningens mål blev virkeliggjort, da man i 2001 åbnede Cirkusmuseet i Hvidovre, der er det største af sin art i de nordiske lande. Museet drives i dag af Hvidovre kommune.
Baggrunden for museets enorme samlinger er, at København i mange år var centrum for artister og impresarier, der velvilligt skænkede Barly deres arkiver, når de lagde op, ligesom Barly fik overdraget både store og mindre samlinger fra arvinger, der vidste at Barly ville passe godt på tingene. Barly glemte aldrig at fortælle, at uden sine artistkollegers hjælp, havde han ikke været i stand til at opbygge sin eventyrlige samling.
Foreningen i dag
Danske Cirkusvenner har i dag til formål at udbrede interessen for cirkus og cirkushistorie, herunder at støtte Cirkusmuseet i Hvidovre.
Sammen med Cirkusmuseet udgiver Danske Cirkusvenner årsskriftet Cirkusbladet. Et antal gange om året udsender foreningen tillige det elektroniske nyhedsbrev CirkusPosten.
Medlemmerne inviteres til diverse arrangementer, herunder Store Cirkusdag (World Circus Day), som holdes hvert år den 3. lørdag i april.
Danske Cirkusvenner er repræsenteret i bestyrelsen for Cirkusmuseet i Hvidovre og har et godt og tæt samarbejde med museet.
Danske Cirkusvenner har også god kontakt til de danske cirkus.
sådan startede det